Mange iværksættere går ned efter få år.
Det er nærmest en kunstart at få organiseret sin virksomhed, så den overlever.
Af Hans Juel
I “Statistisk Tiårsoversigt 2003” kan man læse, at kun 60 % af nystartede virksomheder overlever i to år og kun 25 % i ti år.
Professor ved Center for Småvirksomhedsforskning, Torben Bager, Syddansk Universitet, mener ikke, at det nødvendigvis er noget negativt.
Han glemmer dog, at der bag enhver lukning eller konkurs er en bristet drøm og økonomisk nedtur. Det føles som et enormt tab at måtte opgive sin virksomhed. Det er meget få, der starter blot for sjov og så lader stå til. Inden en lukning har de fleste ofret en masse og føler et stort ansvar for både deres ansatte og deres familie. Det er også et knæk i ens selvværd og ens prestige i kredsen.
Oftest er det fordi man har en idé, man gerne vil realisere, når man starter for sig selv. Man kan noget. Der er interesse for at købe ens ydelser. Der er nogen, der bakker én op. Banken vil godt være med, når blot man stiller sikkerhed osv.
Mange overser, at der er forfærdelig mange krav til en virksomhedsleder i dag. Der er utroligt mange funktioner i en virksomhed, der skal laves. Der er så mange krav til én fra det omgivende samfund – fra interessenterne – som man ikke tager højde for i tide. Kommer succesen bliver tiden knap. Og får man ikke struktureret sin hverdag og organisation i tide, ender mange med det L. Ron Hubbard kalder “monopol på at arbejde”.
Mange iværksættere er heller ikke særlig gode på det markedsføringsmæssige og det direkte salg. Det er som om nogen har fortalt dem, at salg er en kunstart og ikke blot den ærlige mands glæde ved sit arbejde eller produkt. Er den nødvendige kvalitet i højsædet og kunderne tilfredse, er det kun ens egen generthed, der kan holde én ude i kulden eller også glemmer man kunderne. Men ingen kommer udenom, at det er nødvendigt løbende at sælge for et beløb, der dækker udgifter og det overskud, man gerne vil have inkl. afskrivninger og skatter.
Vender vi så tilbage til organiseringen af virksomheden, er det oftest her hunden ligger begravet. Alle virksomhedens funktioner skal organiseres lige så håndfast som den produktion, der skaber pengene. Og funktioner sørger for at produktion finder sted. En funktion er noget som har sit eget produkt som en del af virksomhedens samlede produkt.
Organisering og delegering er den kunstart, der styrer Le Mans, men også den kunstart der kan få enhver virksomhed til at overleve.